Det knirker i de gamle brædder. Knaster er faldet ud af trævæggene, og gammel harpiks sidder i rande, som påmindelse om det, der var.
Jeg åbner en dør. Rummet er forbløffende stort af en sauna at være. En kontrabas med tyndslidt overkrop læner sig op af en kæmpe i stribet jakkesæt. Toner, der er på grænsen af det hørbare, får alt i rummet til at sitre.
En pludselig lyd af vand på gløder, fanger min opmærksomhed. Jeg vender hovedet og ser direkte ind i en sky af damp. Nu er hele saunaen sløret til i birkeduftende røg. En vild synthesizer lyd skærer igennem rummet, og hele skiver af damp falder til jorden. I det jeg bukker mig og forsøger at samle en skive op, mærker jeg en lille hånd på min skulder. Jeg rejser mig, og træder direkte ind i en Truffaut film.
Gauloises, baret, cottoncoat.
Og træder pænt ud igen.
Kvinden bærer en halskæde af glødekul, streger af harpiks gør det ud for make-up. Åndemaneri, tænker jeg og ser ikke birkeriset på vej mod min kind.
Jeg skriger, og mit stemmebånd er en guitarstreng, og der bliver kradset og revet i det. Igen og igen til det sprænger. Så falder jeg. Igennem bjerge af gløder, men lander blødt i toppen af en birk. Jeg får et tæppe på, og hun stryger mig blidt over mine brændende kinder.
Hun rejser sig, og med en hæs hviskende stemme tæller hun for. I det samme sker det:
Brian Enos ånd materialiserer sig over bandet og blander sig med dampen og sætter sig i tøjet og i håret og i næsebor og luftveje. Vener springer, blod siler over instrumenter. Hud smelter, og knogler falder til jorden som mojos kastet en fuldmånenat ved en korsvej.
For mig bliver det en skillevej. Jeg kan ikke mere. Jeg siver igennem gulvet, og overlader Dicte & the Sugarbones til sig selv.
Til mojos og manen.
Til birkeris og brandsår.
Til groftmalet ørkenstøv.
